17 spørgsmål til os fra jer!

Forbudt for børn!

Vi har lige været et smut til Ystad Saltsjöbad og det var det skønneste visit!

Som den trofaste læser ved, elsker vi at tage på kæreste-“get aways” og turen til Ystad var ingen undtagelse. Det var i sandhed en børnefri tur, for børn under 16 år er slet ikke tilladt i spaområdet. Det kunne mærkes på den bedst tænkelige måde. For hvad der var ment som en voksentur i rolige og afslappende omgivelser, føltes også sådan og ikke som en tur i Lalandia. Bevares, Lalandia er også et udemærket sted, men måske til et andet formål. 😉

Vi ankom til hotellet og blev modtaget pænt i receptionen, hvor vi fik udleveret kortet til vores værelse – og hvilket værelse! Vi kom ind til et stort lyst rum med den flotteste udsigt ud over Østersøen og i den fineste badehotelsstil.

Straks vi var kommet op på værelset, skiftede vi til morgenkåber og klipklapper og tøffede ned for en købe lidt mad, som vi så tog med op i den store lyse pejsestue. Her lå vi i lidt tid på en af de store senge, nød havudsigten, holdte i hånd og spillede kryds & bolle.

Efter lidt dasen i pejsestuen smuttede vi ned i spaområdet. Vi fik slappet af i flere timer og kom helt ned i gear. Selvom der var en del andre gæster, var det ikke noget man som sådan mærkede. Der var en enormt rolig atmosfære og det var tydeligt at mærke, at det var et sted for andre voksne, der ligesom os var kommet for at slappe af. Vores klare favorit i spaområdet var udendørsområderne, hvor vi kunne sidde udenfor med hovedet oppe over vandet i minusgrader og kroppen under helt varmt vand. Det var så skønt og vi har allerede planlagt, at vi en dag langt ude i fremtiden må lave et sådan basin for vores pensionsopsparing 😂

Da det var tid til aftensmad gik vi op på værelset og gjorde os klar, og gik så ned i restauranten, hvor vi fik den lækreste treretters menu. Generelt var det rigtig lækker mad vi fik under opholdet og det var tydeligt at mærke, at det var nogle dygtige kokke der stod i køkkenet. Vi har ellers erfaret, at det er mere reglen end undtagelsen, at hotelmad altså ikke får toppoint, men her var der altså ikke en finger at sætte! Til morgenmaden var der også den lækreste buffet med et ocean af muligheder.

Noget af det som vi især bemærkede og lagde mærke til på Ystad Saltsjöbad, var de mange fine detaljer. Alle de der små ting, der bare giver en virkelig god helhedsoplevelse. At der fx ikke kun var en vandhane med almindeligt vand, men også med danskvand, at man selv kunne presse sin juice til morgenmaden, at der var Molton Brown produkter på vores hotelværelse (det er et af vores absolut yndlings brands!) og meget meget mere.

Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi har været her, og det er en tur vi kan anbefale til alle andre. I kan eventuelt tjekke deres hjemmeside ud, hvis I ligesom os er vilde med den slags små kæresteture: https://www.ysb.se/?lang=da

Derudover er det kun en times kørsel væk fra København, så det tager nærmest ingen tid, og alligevel får man en følelse af, at man kommer langt væk fra hverdagens trummerum. Tak for denne gang Ystad, vi ses forhåbentlig snart igen!

De bedste mandagshilsner

Simone & Morten

#Fraklip:

Fraklip fra Ystad Saltsjöbad

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

17 spørgsmål til os fra jer!