Glædelig jul fra Mandagsmanifestet!

Vi skal giftes!

She said yes❤️

Året 2018 er nu på aller sidste vers, og hvilket år det har været. For os begge startede det ud som et af de år man helst vil glemme, men endte derimod som et år, vi begge vil huske som det bedste år nogensinde. Året hvor vi mødtes og forelskede os hovedkulds i hinanden, en forelskelse som vokser hver dag, en forelskelse som ingen af os før har prøvet, men nej hvor er det dejligt❤️

Hvordan og hvornår vi mødtes, osv., har vi vendt, så den sparer vi jer for. Men slutningen på året med Mortens frieri, skal i da have med til at runde 2018 ordentligt af.

 Vi havde talt om det med at gifte os, og vi var enige om, at vi begge gerne ville en dag ude i fremtiden. Morten havde dog helt andre planer, for i al hemmelighed, havde han allerede midt november, sat Anders fra Handcrafted CPH igang med at lave en ring, med det formål at fri til nytår på vores Get Away til The George. Ja ok, indrømmet! Vi er vilde med Hamborg, og kommer her ofte. Ringen designede Morten i samråd med Anders, og hvilken ring det er blevet…

Morten’s beretning om tankerne bag frieriet kommer her:

Jeg vidste nærmest fra første gang jeg mødte Simone, at hun var noget helt særligt, og jeg fandt hurtigt ud af, at hende og jeg skulle dele resten af livet sammen. Sådan en som hende lader man ikke slippe væk. Vi talte som man gør i et forhold, om giftemål og mand og kone, osv., og jeg kunne mærke på Simone, at hun gerne ville giftes på et tidspunkt. Jeg tænkte “så gør vi det fanme!” og straks tog jeg fat i Anders, som jeg ping pongede til ringens design var på plads. Den blev lavet og var færdig midt december, så skulle der indgravering i, og her var jeg lidt i tvivl, men valgte at få graveret “I’m in your corner” fordi jeg altid og resten af livet er i Simones hjørne, og klar til at hjælpe hende med alt hvad livet måtte bringe.

Nå, nu lå ringen i sin fine æske i min lomme og brændte for at komme ud. Hver dag overvejede jeg at fri, men jeg var standhaftig til det sidste, og planen var lagt, ved ankomst til suiten på The George, skulle jeg på knæ. Køreturen derned virkede længere end nogensinde, og nervøsiteten var ved at æde mig op. Men nu var vi næsten fremme, op på værelset og ned på knæ, troede jeg… for værelset var ikke klart, så ringen blev i lommen, og vi efterlod kufferterne og travede ud i Hamburg, på jagt efter morgenmad. Så slog ideen ned i mig, jeg gør det på Elbgold! Ville hviske hende i øret om hun vil gifte sig med mig… men Simone havde tidligere fortalt hun helst ville fries til i tosomhed, så den ide slog jeg også ud af hovedet. Så endnu en dag med nervøsitetsmave og svedeture var begyndt. Da kl var 15.00 fik vi endelig vores suite, og hold op hvor er den vanvittig fed. Den skulle inspiceres, og så kunne jeg simpelthen ikke mere… Benene knækkede og heldigvis landede jeg på det ene knæ, hvor jeg fik fremstammet mit spørgsmål. Ringen kom frem og Simone sagde straks ja, og gjorde dermed 2018 til det bedste år nogensinde.

Nogenlunde sådan foregik frieriet, ihvertfald i Mortens hoved. Nu vil Simone give sin version af dagen, hvor det store spørgsmål faldt… 

Simones beretning om tankerne bag kommer her:

Vi har før haft snakket lidt løst og drømmende omkring det at blive gift. Hvilken slags bryllup vi begge drømmer om, hvilket tøj vi syntes kunne være flot, osv… Men jeg var sikker på, at det var noget der lå langt ude i fremtiden. Da vi mødtes, havde jeg egentlig ingen drømme om det at blive gift, og var mere af den overbevisning, at ægteskab nok ikke rigtig var noget for mig. Men der tog jeg fejl. Ret hurtigt kunne jeg mærke sommerfuglene i maven, når vi snakkede om bryllup, og jeg var fra start af sikker på, at det her er manden, som jeg ikke kan leve uden. Nuvel! dagen kom, hvor vi skulle til Hamburg for at fejre nytår. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men Morten virkede lidt anspændt. Jeg tænkte at det nok skyldtes, at vi i en lille uges tid havde været snottet og sygdomsramte, eller at han var lidt træt fordi vi havde været oppe siden kl. 4 om morgenen… Vi kom ned på hotellet, men suiten var ikke klar, så vi tog som sagt ud i byen. Hele dagen virkede han lidt anderledes, og lidt mere fnidder-forelsket end han plejer. Nede i byen hvor vi gik rundt og kiggede i butikker, faldt vi så over den fineste lille taske for Mulberry. Jeg sagde, at den røg på min ønskeliste, til når jeg bliver 25 år, men Morten var hurtig og insisterende på, at jeg skulle have den med det samme. Okay okay, jeg klagede da ikke… det er den fineste taske jeg nogensinde har haft, men jeg undrede mig over, hvorfor jeg pludselig skulle have en så dyr og lækker gave, når nu jeg tidligere på ugen blev forkælet med julegaver og bestemt intet mangler. – hvad jeg på det tidspunkt ikke vidste var, at det var en forlovelsesgave! Vi kom tilbage til den sindssygt lækre hotel-suite, og vi havde knapt nok set os omkring, før Morten tog min hånd, gik på knæ, trak den smukkeste ring jeg nogensinde har set op af lommen, og sagde “vil du gifte dig med mig?”. Jeg begyndte næsten at græde, og nåede knapt nok at lade ham spørge, før jeg havde sagt ja! Jeg var helt paf, rundt på gulvet og høj på lykke. Tænk at han vil dele resten af livet med mig, og tænk, at han har gjort sig så umage, for at få lavet lige præcis dén rigtige ring til mig, med den største skinnende diamant i midten, to mindre lyserøde diamanter i siden, og 8 helt små diamanter langs ringen. Og med det fineste indgraverede citat, som han også har tatoveret, ved siden af mit navn. Jeg kunne ikke være gladere eller føle mig mere heldig, at skulle dele resten af livet, med verdens mest kærlige, omsorgsfulde, dejlige og betænksomme mand. 

 Se sådan forløb dagen hvor det store spørgsmål kom på banen. Det var den lykkeligste dag, vi kunne tænke os. Samtidig var det også en skæg oplevelse, fordi flere medier, blandt andet BT, også fandt det interessant og lagde det på forsiden af deres netavis, hvor det endte med at blive dagens mest læste nyhed…

…og vi blev af den grund begge to fuldstændigt væltet på vores Instagram og facebook, af søde lykønskninger, som bare gjorde dagen endnu mere magisk. 

Alt om brylluppet og planlægning osv, får i selvfølgelig i en senere blogudgivelse.

Nu vil vi runde året af, med at ønske jer alle det mest lykkebringende og dejlige nytår I kan tænke jer til. I starten af det nye år, vil der komme endnu en stor overraskelse på bloggen, så stay tuned 😉

Knus og kram 

Simone og Morten

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glædelig jul fra Mandagsmanifestet!