Men det må jeg altså hos mor!

Som skilt, med to skønne skilsmisse børn, dukker der uvilkårligt udfordringer op. Små som store. Vi er heldigvis blevet udstyret med søde, og for det meste, velopdragne børn. Men indimellem dukker der en konflikt op, både hos mig og hos deres mor. Vi oplever til tider at få det klassiske spørgsmål: hvorfor må jeg ikke det, det må vi hos mor/far. Her er udfordringen selvsagt at stå fast og at turde sige: det er muligt, men det må du altså ikke hos mig. Vi forsøger at vende konflikterne løbende, Hannah og jeg imellem, men uden børnenes indblanding.

Her er de så de to englebørn, altså næsten altid englebørn.

Men jeg synes at det kan være svært at navigere i, og vurdere hvornår det er nødvendigt at blande mig. Jeg prøver at acceptere at med en skilsmisse mister man også retten til at kunne vide alt, samt at blande sig i, hvad der foregår i den tid hvor børnene er hos deres mor. Ting som små rutiner og opdragelse i det daglige. De skal have deres hverdag til at fungere, og ligesom vi skal når de hos mig. Men heldigvis så har vi et godt forhold, og vender altid de store konflikter.

Et andet dilemma kan være opkaldet fra ungerne, når de er hos deres mor. Generelt er jeg altid glad for at de ringer, og de gør det heldigvis ret ofte. Jeg savner dem når de er hos Hannah, så jeg elsker når de ringer og fortæller om deres hverdag.  Men det er ikke alle opkald der er sådan. Ind imellem ringer de kun for at sige at “Mor er mega dum, og sur og helt aldeles urimelig”. De første par gange røg jeg afgjort op i stolen. Men jeg har efter hånden lært at når jeg får spurgt ind sagens kerne, og får afklaret hvorfor mor er så dum og mega urimelig, så handler det ofte om en bagatel som udspringer i sengetider, brugen af computer/PS4 eller størrelsen på den vaffelis de har fået, og hvor latterlig en is med kun 3 kugler er.

Jeg forsøger altid at bakke op omkring at en is med 3 kugler er fint, at kl 21.00 er passende sengetid, hvis mor vurderer det, og for meget brug af computer -ganske som mor har sagt, giver firkantede øjne. Vi har hinandens ryg, det har vi lært nu. Og vi er enige om hvordan vi bakker op om den beslutning, der tages hvor børnene er.

Jeg håber at alle skilsmisse forældre øver sig i at bakke hinanden op, i stedet for at bekrige hinanden. Det kan  være så fristende at være den “gode” forældre som siger: Enig mor er dum og urimelig, og havde du været her, så fik du 4 kugler is. Men virkeligheden er at det kun ville være meget være for ungerne, så bak hinanden op og få glade unger selv om i er skilt.